Bogføring og regnskab – hvad er forskellen egentlig?
Mange bruger ordene bogføring og regnskab synonymt – og det er ikke så underligt. Begge dele handler jo om tal, bilag og det økonomiske overblik i en virksomhed. Men selvom de to begreber hænger tæt sammen, så dækker de faktisk over to ret forskellige ting.
Hvis du er i tvivl om forskellen, så er du langt fra alene. I dette blogindlæg hjælper vi dig med at forstå de to begreber, hvordan de hænger sammen, og hvad forskellene er.
Hvad er bogføring?
Bogføring er det grundlæggende arbejde med at registrere dine indtægter og udgifter løbende. Hver gang du sender en faktura, modtager en regning, køber kaffe til kontoret eller betaler løn, skal det bogføres – altså registreres korrekt med dato, beløb, bilag og kontotype. Det er lidt ligesom at holde styr på husets husholdningsbudget, bare i virksomhedsstørrelse, og med lidt flere krav og regler.
Bogføringen danner grundlaget for alle de tal, du senere bruger i dit regnskab. Derfor er det vigtigt, at den føres korrekt og ajour – ikke kun for at holde styr på økonomien, men også for at kunne træffe gode beslutninger undervejs. Uden en solid bogføring kan det være svært at vide, om du reelt har råd til den næste investering – eller om der gemmer sig en regning, du har glemt.
Læs mere i vores andet indlæg omkring, hvad bogføring er for en størrelse
Hvad er regnskab?
Regnskabet tager over, når bogføringen er afsluttet. Det er her, man samler alle årets tal og sætter dem i system, så man kan se, hvordan virksomheden har klaret sig økonomisk – både i forhold til indtjening, udgifter, aktiver og gæld.
Et regnskab, hvilket for mange virksomheder oftest et årsregnskab, giver overblik over virksomhedens:
Omsætning og omkostninger
Resultat (overskud eller underskud)
Aktiver og passiver (hvad du ejer og skylder)
Skatteforhold og egenkapital
Regnskabet skal i mange tilfælde indsendes til Erhvervsstyrelsen, og det danner grundlag for både skat, revision og eventuelle banker eller investorer, der ønsker indsigt i virksomhedens økonomi. Et godt regnskab kan være en stærk styringsmekanisme, der hjælper dig med at forstå, hvor din virksomhed tjener penge – og hvor den måske taber dem.
Kort sagt: Bogføringen er det daglige arbejde med bilag og tal – regnskabet er den samlede opsummering, der viser det store billede.
Hvordan hænger bogføring og regnskab sammen?
Man kan ikke få et godt regnskab uden en god bogføring – det ene er nemlig forudsætningen for det andet. Hvis din bogføring er upræcis eller mangelfuld, vil det automatisk smitte af på regnskabet og skabe et forvrænget billede af virksomhedens økonomi.
Omvendt er regnskabet også med til at validere og kontrollere bogføringen. Det er her, fejl og mangler typisk bliver opdaget – og hvor man kan få øje på uhensigtsmæssige mønstre eller uudnyttede muligheder. Når bogføring og regnskab spiller sammen, får du et retvisende og brugbart overblik, som du aktivt kan bruge til at tage både større og mindre beslutninger i din virksomhed.
Hvorfor er det vigtigt at kende forskellen?
Det er vigtigt, fordi det hjælper dig som virksomhedsejer med at forstå, hvor du selv kan bidrage, og hvor det kan være en god idé at få hjælp fra en fagperson.
Mange mindre virksomheder står selv for noget af bogføringen – fx ved hjælp af et regnskabsprogram – men får hjælp til selve regnskabet af en revisor. Andre vælger at få professionel hjælp til det hele, for at sikre sig, at intet bliver overset eller fejlregistreret.
Uanset hvilken løsning du vælger, er det afgørende, at både bogføring og regnskab er korrekte og gennemskuelige – ikke mindst hvis du vil undgå bøder eller problemer med SKAT.
Få hjælp til bogføring og regnskab
Selvom de to begreber rummer afgørende forskelle, så er de meget nært beslægtet. Derfor er det vigtigt at have styr på begge ting – eller få hjælp til det. Heldigvis kan de fleste regnskabsvirksomheder og revisorer hjælpe med begge dele – og det gælder også for Danica Revision.
Mange virksomhedsejere vil gerne bruge tid på kunder, udvikling og drift – og ikke nødvendigvis kæmpe med bilag, kontoplaner og skatteberegninger. Derfor tilbyder vi fleksible løsninger, som passer til dig og din virksomheds behov. Vi tilbyder bogføring, regnskab, økonomisk sparring, eller blot en sikker hånd til at gennemgå dit regnskab.
Har du spørgsmål eller brug for hjælp? Så tag endelig fat i os – vi tager gerne en uforpligtende snak om, hvordan vi kan gøre din økonomi lidt nemmere at have med at gøre.