FSR medlemskab

Hvad er den bedste virksomhedsform?

Lad det være sagt med det samme: Der findes ikke én bedste virksomhedsform. Men der findes den virksomhedsform, der passer bedst til din virksomhed, din økonomi og dine ambitioner.

Hvis du står foran at starte virksomhed, er det vigtigt at vælge rigtigt fra begyndelsen. Men selv hvis du allerede har en etableret forretning, kan det være relevant at tage valget op til revision. En strategisk omstrukturering af virksomheden, f.eks. gennem en virksomhedsomdannelse, aktieombytning, fusion eller spaltning, kan give både skattemæssige fordele og større fleksibilitet.

I dette indlæg guider vi dig gennem fordele og ulemper ved de mest almindelige virksomhedsformer, og hvornår det giver mening at skifte struktur.

De mest almindelige virksomhedsformer

Enkeltmandsvirksomhed

En enkeltmandsvirksomhed er den mest simple form for virksomhed og et oplagt valg for iværksættere, der ønsker at komme hurtigt i gang uden stort administrativt besvær. Du ejer virksomheden alene og hæfter personligt for al gæld og forpligtelser.

Denne virksomhedsform kræver ingen startkapital, og du behøver som udgangspunkt ikke en revisor. Til gengæld skal du være opmærksom på, at din privatøkonomi er tæt forbundet med virksomhedens økonomi – både på godt og ondt.

For mindre virksomheder med lav risiko og begrænset behov for investering kan det være en glimrende løsning. Men vokser virksomheden, eller ønsker du at skærme din privatøkonomi, bør du overveje at ændre struktur – f.eks. via en virksomhedsomdannelse.

Interessentskab I/S

Et interessentskab er en virksomhedsform, hvor to eller flere personer driver virksomhed sammen. Her hæfter alle ejere – interessenterne – personligt og solidarisk, hvilket betyder, at den enkelte partner også kan komme til at hæfte for de andres handlinger og gæld.

Et I/S kan være en god løsning for mindre partnerskaber, der ønsker en fleksibel og enkel struktur. Men fordi den personlige hæftelse er total, og fordi samarbejdet ofte bygger på tillid, er det afgørende at få lavet en grundig interessentskabskontrakt. Det kan spare mange problemer senere.

Anpartsselskab

Et ApS er en selvstændig juridisk enhed, hvor ejeren kun hæfter med den kapital, der er indskudt – minimum 40.000 kr. Det giver en væsentlig grad af økonomisk sikkerhed og gør ApS’et velegnet til virksomheder med ansatte, større investeringer eller øget risiko.

Mange vælger at omdanne en enkeltmandsvirksomhed til ApS, når forretningen vokser. Dette kan ske som en skattefri virksomhedsomdannelse, hvilket i mange tilfælde giver god mening – både skattemæssigt og strategisk. Et ApS giver også bedre mulighed for at tiltrække partnere, investorer og finansiering.

Aktieselskab

Et A/S er den mest formaliserede virksomhedsform og bruges typisk af større virksomheder med mange ejere eller høje vækstambitioner. Her kræves en indskudskapital på minimum 400.000 kr., og der er krav om bestyrelse og flere regnskabsmæssige forpligtelser.

Til gengæld giver et aktieselskab større muligheder for kapitaltilførsel, f.eks. via salg af aktier eller optagelse af investorer. Hvis du driver flere selskaber, kan du overveje at etablere en holdingstruktur gennem en aktieombytning, som kan optimere både ejerskab og skat.

Hvornår man ændre virksomhedsform?

Mange starter som enkeltmandsvirksomhed og vokser sig større – og så ændrer behovene sig. Der kan være skattemæssige eller strategiske fordele ved at ændre virksomhedsform undervejs.

Hos Danica Revision rådgiver vi ofte virksomheder, der ønsker at:

  • Skifte fra enkeltmandsvirksomhed til ApS via en skattefri virksomhedsomdannelse

  • Etablere et holdingselskab via aktieombytning

  • Sammenlægge to selskaber via fusion

  • Opdele aktiviteter i separate enheder via spaltning

Alle disse ændringer kræver både regnskabsmæssig indsigt og strategisk rådgivning, da der kan være skattemæssige og selskabsretlige konsekvenser. 

Eksempler på virksomhedsomdannelser

Der er en række eksempler på, hvordan man kan skifte virksomhedsform, og hvornår det giver bedst mening. 

Når en virksomhed vokser, f.eks. med flere ansatte, højere omsætning eller større risici. kan det være fordelagtigt at omdanne til et ApS. Det kan ske som en skattefri virksomhedsomdannelse, hvilket betyder, at du overfører aktiver og passiver til det nye selskab uden at skulle betale skat her og nu.

Ønsker du at beskytte overskud, optimere udbytte eller gøre dig klar til generationsskifte? Så kan det give mening at etablere en holdingstruktur. Det gøres ofte gennem en skattefri aktieombytning, hvor et nyt holdingselskab oprettes som ejer af driftsselskabet.

Hvilken virksomhedsform skal jeg vælge?

Valget af virksomhedsform, og en eventuelt ændring senere hen, bør altid tage højde for skat, drift, strategi og vækstplaner. Hos Danica Revision rådgiver vi både dig, der skal til at starte virksomhed, og dig, der allerede har en veletableret virksomhed, omkring, hvilken virksomhedsform der passer bedst. 

Vi hjælper med sparring og rådgivning, og vi tager altid afsæt i din virksomhed og økonomiske situation. Hvis du har brug for sparring, så kontakt os i dag, og få en uforpligtende samtale med en revisor, der kender både lovgivningen, virkeligheden og din virksomhed. 

Vi har afdelinger i Vejle, Svendborg, Odense og Albertslund, så vi kan med et lokalt kendskab hjælpe virksomhed over hele landet.